Stort fald i tilgangen til erhvervsuddannelser

Også optaget på elektrikeruddannelsen er faldet markant

eluddannelsen 16-22

Optaget på erhvervsuddannelserne var i 2022 rekordlavt. Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik (DS), der fortæller, at antallet af elever, som påbegyndte en erhvervsuddannelse, er faldet 33 procent inden for ti år.

Alene i forhold til sidste år er antallet faldet med 13 procent. Situationen gør sig også gældende for tilgangen på elektrikeruddannelsen.

Her er faldet fra 2021 til 2022 med 15,9 procent faktisk over gennemsnittet på de 13 procent. Ifølge tallene fra DS var optaget på uddannelsen i 2021 på 2.712, mens det i 2022 var på 2.281.

Set over perioden 2012-2022, som DS beskriver, er situationen for el-uddannelsen dog noget anderledes. Her er tilgangen i 2022 markant højere end i 2012 (se nederste diagram).

DS skriver selv, at man på grund af en reform af erhvervsuddannelserne ikke direkte kan sammenligne tallene fra før og efter 2015. Reformen havde blandt andet til formål at flere skal gennemføre en erhvervsuddannelse.

I 2016 kom tallet for optaget på elektrikeruddannelsen første gang over 2.500. Her har det holdt sig lige siden – altså indtil sidste år.

generelt optag erhverv

eludd optag 2021-2022