Ny svensk håndbog om el-sikkerhed

Checklister kan også bruges som inspiration i danske arbejdsmiljøorganisationer

svensk håndbog

Den er på svensk, og faktisk henvender den sig først og fremmest til arbejdsgivere, ledere og arbejdsmiljøansvarlige på el- (og andre) arbejdspladser hinsidan. Men en del af indholdet kan måske alligevel tjene til inspiration i danske arbejdsmiljøorganisationer på arbejdspladser, hvor el-sikkerhed er på dagsordenen.

Det handler om håndbogen ’Arbete vid risk för elektrisk fara’. Den er netop udgivet af det svenske Arbetsmiljöverket (Arbejdstilsynet) og Elsäkerhetsverket, der beskæftiger sig med en række af de områder, der i Danmark hører under Sikkerhedsstyrelsen.

Ligesom i Danmark er det i Sverige arbejdsgiverens ansvar, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. En stor del af indholdet i håndbogen handler da også om de svenske myndigheders rolle, arbejdsgivere og lederes forpligtelser og ansvar i henhold til svensk lovgivning mv.

Men der er også afsnit, der mere generelt kan tjene til inspiration for arbejdsmiljøorganisationen. Som eksempelvis ’grundlæggende forudsætninger for sikkert arbejde, hvor der er risiko for elektrisk fare’ og ’checkliste for sikkert arbejde’ og ’at opbygge en fungerende sikkerhedskultur’.

Et kapitel, der også kan bruges som en slags checkliste i det daglige sikkerhedsarbejde, består i opremsningen af spørgsmål, som det svenske arbejdstilsyn kan finde på at stille arbejdsgiveren, når det kommer på besøg. Her handler det i høj grad om, at der skal kunne sættes flueben ved en række forebyggende foranstaltninger – og de er lige så aktuelle på danske arbejdspladser som på svenske.