Må jeg arbejde under spænding?
Det er lovligt, men lærlinge er typisk ikke kvalificeret til at arbejde under spænding.
Inden du påbegynder en arbejdsopgave, hvor du skal arbejde under spænding, bør du spørge dig selv, om det er absolut livsnødvendigt at udføre opgaven under spænding.
Sikkerhedsstyrelsens og Dansk El-Forbunds klare tolkning af lovgivningen er, at lærlinge typisk ikke er kvalificeret til at arbejde under spænding. Derfor: Lærlinge bør ikke arbejde under spænding.
Hvis ikke det umiddelbart er muligt at slukke installationen, så vent til et senere tidspunkt, hvor du kan arbejde spændingsløst. En god planlægning af opgaverne betyder ofte, at du har mulighed for at udføre opgaven senere uden spænding. Husk at sikre dig, at tavlen ikke kan genindkobles, mens du arbejder.
Arbejder du under spænding, skal det ske under opsyn af sagkyndig person. Det vil sige, at den sagkyndige person skal kigge dig over skulderen, mens du laver dit arbejde – og ikke bare være i samme lokale. Samtidig skal den sagkyndige også instruere dig grundigt, inden du går i gang.
Er du endnu ikke fyldt 18 år, må du IKKE arbejde under spænding, og din mester skal finde en anden, som kan udføre opgaven.
Skulle uheldet være ude, og du får stød, skal du straks kontakte skadestuen eller lægen, så du kan blive undersøgt. Selv små stød kan forårsage stor skade.
Det kan nogle gange være svært at sige fra over for mester eller svend, hvis de synes, at arbejdet sagtens kan udføres under spænding. Men det er vigtigt, du siger fra. Det kan nemlig have alvorlige konsekvenser for dig at få stød. Og man kan sagtens blive en dygtig elektriker uden at arbejde under spænding.
Møder du modstand på arbejdspladsen, eller har du brug for et godt råd, så kontakt din arbejdsmiljørepræsentant eller lokalafdeling. Vi er til for dig og står klar med råd og vejledning.