Kurser i DEF Ungdom

    Unge medlemmer af Dansk El-Forbund har mulighed for at deltage i spændende faglige aktiviteter sammen med kollegaer fra hele landet.

    Som lærling, studerende eller ungsvend under 30 år, kan du via dit medlemskab i Dansk El-Forbund deltage i forskellige kurser og arrangementer. Du kan læse mere om de forskellige arrangementer her:

    Kurser i DEF Ungdom 2022
    Ungdommens digitale temamøder

    I samarbejde med IGE+XAO afholder Dansk El-Forbund Ungdom to digitale temamøder til foråret om Kabeldimensionering. På temamøderne vil du bl.a. få kendskab til gældende standarder, jordsystemer, overgangsmodstand og kortslutningsforhold. På temamøderne kommer vi også til at skelne mellem den praktiske og teoretiske verden mht. samtidighedsfaktorer og belastning. Vi vender også snuden mod udlandet og ser på hvordan man dimensionerer i andre lande.

     

    Du kan finde link til det første temamøde her

    Du kan finde link til det andet temamøde her

    Boost din Uddannelse 2022

    Boost din uddannelse er Dansk El-Forbund Ungdoms årlige kursusweekend, som i år finder sted d. 24.-26. juni på Den jydske Haandværkerskole.

    Boost er uden tvivl årets fedeste begivenhed for unge medlemmer af Dansk El-Forbund. Kom med, når lærlinge, studerende og ung-svende fra hele kongeriget bruger en hel weekend på el-faglige kurser og sjove fester.

    Vi udbyder en bred palette af kurser, som eksempelvis indbefatter: KNX, Sol- og vedvarende energi, smart home, intelligent overvågning og meget andet.

    Vi er endnu ikke klar til at præsentere et færdigt kursusprogram, men har allerede nu modtaget mange tilkendegivelser om at undervise fra private leverandører og dygtige undervisere fra DjH.

    Vi kommer til at tilbyde en perlerække af spændende kurser, som du kan vælge mellem. Spørgsmålet er bare, hvilke nye kompetencer du har brug for i el-faget?

    Se eksempler på kurser nedenfor:

    • Robotteknologi (begynder)
    • Robotteknologi (avanceret)
    • Intelligent overvågning
    • El-dokumentation i SEE Electrical
    • Kabeldimensionering – regler, standarder og software
    • Europamateriel og KNX
    • WISER og KNX
    • Robotter med kunstig intelligens
    • Avanceret SIMATIC
    • DALI 2 og Niko Home Control

    Det er gratis at deltage for medlemmer af DEF Ungdom, og dertil ydes der kost og logi på Den jydske Haandværkeskoles skolehjem uden regning. Du skal dog selv sørge for transport til og fra skolen, men Dansk El-Forbund har bestilt en bus, som kører fra København over Fyn til Hadsten med stop undervejs, som du kan tilmelde dig gratis - der er 50 billetter til bussen, og de uddeles efter et 'først til mølle'-princip. Bestil busbillet ved tilmelding.

    Der vil være et begrænset antal pladser, så derfor skal du skynde dig at tilmelde dig, når tilmeldingen åbner.

    Light+Building-Messe

    Årets udflugt til Light+building-messe i Frankfurt er desværre blevet udskudt til efteråret. Arrangementet skulle have fundet sted i marts 2022, men er for nuværende blevet flyttet til d. 1.-3. oktober.

    Dansk El-Forbund lejer en bus og kører til verdens største messe inden for lys og bygningsautomation, og du har mulighed for at komme med! Transport, forplejning og billetter betales af Dansk El-Forbund.

    Tilmelding åbnes tidligst til sommer. 

    Ungdommens Årsmøde 2022

    Kom med på Dansk El-Forbund Ungdoms årlige politiske topmøde, hvor vi udstikker retningen for foreningens ungdomsarbejde det kommende år. På Ungdommens Årsmøde træffer vi afgørende beslutninger om, hvad Dansk El-Forbund skal mene – både fagligt og politisk.

    Vil du have indflydelse på, hvordan elektrikeruddannelsen skal sammensættes? Synes du, at vi skal gøre mere for at sikre et ordentligt arbejdsmiljø? Vil du være med til at gøre Dansk El-Forbund mere relevant for dig og dine kollegaer? Ungdommens Årsmøde er stedet, hvor du kan gøre din indflydelse gældende!

    For at komme med på Ungdommens Årsmøde, skal du blive delegeret gennem din afdeling. Der vil blive afholdt forberedelsesweekender ude lokalt, hvor I skriver forslag til Ungdommens Handlingsplan. Det er her, du kan sikre dig en plads ved bordet, når de store beslutninger skal træffes.

     

    Arrangementet finder sted d. 25.-27. november på Metalskolen Jørlunde.