Elektrikere holder lønskruen i vandet

Medlemmerne af Dansk El-Forbund har oplevet en vis lønfremgang i 2020

Screendump af opslag i Elektrikeren
Foto: Skærmdump af artikel i Elektrikeren 8/2020 

Trods tidernes ugunst er det lykkedes elektrikerne at opnå en vis lønfremgang i 2020. Den samlede, gennemsnitlige lønstigning for medlemmerne af Dansk El-Forbund (DEF) blev på 1,38 procent, skriver fagbladet Elektrikeren.

Det er ikke noget at råbe hurra for, men alligevel bedre end forventet, skriver forbundssekretær Ole Tue Hansen, der har været ’tovholder’ på lønstatistikken, i en kommentar. Han konstaterer, at der traditionelt ikke opnås de store lønstigninger i de år, hvor der er overenskomstforhandlinger:

– Og i år var vi oven i købet ramt af coronapandemien. Den havde en voldsom indvirkning på verdensøkonomien og dermed også den danske. Til sammenligning steg lønnen 0,75 procent, sidst vi havde overenskomstforhandling, dvs. i 2017. Det er derfor glædeligt, at den samlede lønstigning for 2020 alligevel sneg sig op på 1,38 procent, svarende til 2,88 kroner mere i timen.

Elbranchen er også et af de områder, der beskæftigelsesmæssigt hidtil har klaret sig relativt helskindet gennem den turbulente periode. Da arbejdsløsheden i DEF’s a-kasse i maj 2020 var på sit højeste, lå procenten på 4,33 procent. Siden er den faldet til at være i nærheden af to procent.

Læs mere i fagbladet Elektrikeren side 8. Yderligere kommentarer kan fås hos forbundssekretær Ole Tue Hansen på tlf. 33 29 70 21 eller 20 24 16 95.